Sune Raunkjær

Byrådsmedlem Halsnæs Kommune - Kandidat KV17 og RV17

Et glimt af fremtiden?

29. september 2017

Læserbrev sendt til Frederiksborg Amts Avis september 2017

 

På byrådsmødet tirsdag d. 12. september fik vi en lille forsmag på hvordan verden kan blive i Halsnæs. Det nykonstruerede røde flertal bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Alternativet, der både i tanke og handling placerer sig langt ude på venstrefløjen, benyttede sig af lejligheden til at bruge løs af kassebeholdningen.

Først vil man løse den ulykkelige sag med folkedanserne (GDV) i Hundested ved at eftergive dem samtlige 550.000,-. Man vælger at ignorere den aftale som borgmesteren og GDV har forhandlet på plads, der ville give folkedanserne en stor nedsættelse af gælden, samt en rigtig fornuftig afdragsordning på restbeløbet. Som Helge Friis (A) så smukt udtrykte det, så er ”de penge jo alligevel afskrevet, og vil bare havne i kommunekassen”, skulle vi kradse dem ind. Den lader vi lige stå et øjeblik… At der skulle en pause i mødet til før rød blok fandt hinanden i denne sag var desværre nok mere et udtryk for mangelfuld forberedelse end egentlig uenighed.

Flere penge brugte de på en kommunal oplysningskampagne om brugen af pesticider rettet mod haveejere i Halsnæs. En kommunal kerneopgave, må det forstås, at blande sig i hvordan hver enkelt haveejer vælger at benytte og vedligeholde sin have, uanset om man så i øvrigt holder sig inden for gældende lovgivning. Til det afsatte man 50.000 kroner, hvilket Lisbet Møller (Ø), der havde stillet forslaget, syntes var uacceptabelt lidt. Hertil skal man i øvrigt lægge ressourcer i administrationen.

Der er nok ingen tvivl om, at skal de røde partier finde sammen i et budget, så vil gaderne i første omgang flyde af mælk og honning. Endnu mindre er tvivlen, når det kommer til de uundgåelige hovsa-løsninger og panikfyringer der vil ramme os, når kommunekassen trods alt nærmer sig bunden, og ekkoet fra den sidste afgifts- eller skatteforhøjelse har lagt sig.

Heldigvis har I, kære borgere og vælgere i Halsnæs, mulighed for at vise, at der er en anden vej. Den vej jeg og Venstre har vist i de sidste 3,5 år. Den vej der har gjort det muligt at tilføre 70 mio til varme hænder de sidste 2 år, barbere 150 mio af den kommunale gæld, samt give os luft til at låne, og betale, en ny skole i Frederiksværk. Vil I med den vej skal i stemme på Venstre til november, og skule jeg i jeres øjne have gjort mig fortjent dertil, så sæt da gerne jeres kryds ud for mit navn.

&ev=PageView&noscript=1"/>